I aften møder vi favoritterne til guld

 

Pigerne fra AARHUS UNITED står over for en svær udfordring, når de i aften går på banen mod Odense Håndbold. Et hold, som cheftræner Heine Eriksen ser som ligaens DM-favoritter.

 

Om få timer løber de aarhusianske talenter fra AARHUS UNITED på banen i Ceres Park Hal 1. Her skal de stå over for et hold så stærkt, at cheftræner Heine Eriksen ser det som favorit til at vinde DM-guldet. Det er Odense Håndbold, og her spiller ikke kun danske landsholdsprofiler, men også udenlandske.

“Vi kommer til at møde et hold, som er topmotiveret, og som meget gerne vil have point med over i slutspillet. Oveni det er det et hold med stor bredde og mindst to gode spillere på hver position. Det betyder, at de ikke så nemt bliver kørt trætte, og det er en stor fordel for dem,” siger Heine Eriksen.

Før aftenens kamp ligger Odense Håndbold nummer 3 i ligaen – lige i hælene på FC Midtjylland, som kun har ét point mere, og som har spillet en kamp mere end Odense. Hvis Odense vinder i dag, vil de komme op på 29 point og 2. pladsen.

Cheftræner Heine Eriksen ser Odense Håndbold som favoritter til at vinde DM-guldet og fortæller, at chancen for point til AARHUS UNITED er 10 procent mod 90 procent til Odense.

“Vi skal overpræstere i alt, og Odense skal have en mindre god dag,” siger han og tilføjer:

“Det bliver en svær kamp, men en kamp, hvor vi får en status på, hvor vi er, og hvor vores unge spillere er i forhold til de erfarne spillere fra Odense”.

Statistik på Odense Håndbold:
• 13 sejre
• 1 uafgjort
• 5 nederlag
• 513 mål scoret
• 27 point
• 3 placering i ligaen
• 1 Stine Jørgensens placering på topscorerlisten

No Comments

Post A Comment