Ny bestyrelse på plads i Aarhus United

Ny bestyrelse på plads i Aarhus United

Ny bestyrelse på plads i Aarhus United

 

Aarhus United har sammensat sin nye bestyrelse, der skal bringe klubben godt videre efter et meget succesrigt første leveår.

 

En af HTH GO Ligaens største positive overraskelser i sæsonen var Aarhus United, der med en tredjeplads i Final 4 og en 10. plads i ligaen mere end opfyldte de sportslige forventninger, der var til den helt nye elitehåndboldklub fra Danmarks næststørste by.

Efter et år hvor spillere, trænere og ledere omkring holdet har arbejdet hårdt for at levere resultaterne på banen, og klubbens ledelse har kæmpet en sej kamp for at få økonomi, struktur og netværk på plads, er det nu tid til at skabe fundamentet for de kommende års udvikling.

Som et led i den proces har Aarhus Uniteds bestyrelse hentet to nye personer ind i bestyrelsen, nemlig Theresa Blegvad og Claus Blem Jensen, der begge er velkendte i Aarhus og den aarhusianske sportsverden.

Theresa Blegvad er direktør, serieiværksætter, professionel bestyrelsesmedlem gennem mere end 20 år og tidligere byrådsmedlem. Theresa har de seneste 12 år været en aktiv del af DBUs bestyrelsesarbejde, og hun har endvidere arbejdet med HR i high performance team og værdiskabende organisationer.

”Som ægte Aarhus erhvervskvinde og tidligere byrådsmedlem fandt jeg det helt naturligt at gå ind i arbejdet med at bringe Aarhus United videre mod nye succeser. Jeg glæder mig til et langt og værdifuldt samarbejde med nogle af byens mange ildsjæle, erhvervsfolk og elitemiljøet i Smilets By,” siger Theresa Blegvad, og fortsætter:

”Samarbejde, synergi og resultater skal gå hånd i hånd, og med Aarhus United kan vi sammen løfte kvindeelitehåndbolden til et højere niveau til gavn for alle klubber i byen.”

Claus Blem Jensen er PR- og pressechef, og han har en fortid som sportschef i Aarhus Håndbold, kommunikationschef i Divisionsforeningen Håndbold og som journalist hos Århus Stiftstidende.

”Aarhus United er en helt ny måde at tænke elitesportsklub på. Med den brede involvering fra byens klubber og deres talentmiljøer, den meget stærke forbindelse til de mange studerende og uddannelsesinstitutionerne i Aarhus samt en anderledes tilgang til erhvervslivet i byen, har vi en historisk mulighed for at skabe noget, der er bæredygtigt og værdiskabende i alle led. Det glæder jeg mig til at være med til at videreudvikle,” siger Claus Blem Jensen.

Aarhus Uniteds bestyrelsesformand Mads Winther er glad for, at det har været muligt at tilknytte de to nye personer til bestyrelsen.

”Vi har fået to meget kompetente og samtidig helt forskellige personer ind i vores kreds, og jeg er overbevist om, at både Theresa og Claus bliver en gevinst for videreudviklingen af Aarhus United,” understreger Mads Winther.

I forbindelse med tilknytningen af Theresa Blegvad og Claus Blem Jensen udtræder Lars Nielsen af bestyrelsen.

 

Aarhus Uniteds bestyrelse:

Mads Winther, formand

Jan Snogdal, næstformand

Carsten R. Andersen

Mogens Basse Nielsen, Adm. Direktør

Theresa Blegvad

Claus Blem Jensen

 

For yderligere information kontakt venligst:

Mads Winther 28809970 / madsw@nordistic.com

No Comments

Post A Comment