fbpx

Aarhus United forlænger med to stamspillere

jan 31, 2019

Kontinuitet er vigtigt for at skabe udvikling og gode resultater, og derfor er kontraktforlængelserne med June Bøttger og Sofie Flader, der begge har været i Aarhus United siden klubbens start, uhyre vigtige for det fundament, der skal bringe Aarhus United videre i den kommende sæson.

”Sofie Flader har udviklet sig helt enormt i sin tid i Aarhus, og hun er selve omdrejningspunktet for vores forsvar, og en af de væsentlige grunde til, at Aarhus Uniteds forsvar er så svært at spille mod. Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes os at nå til enighed med Flader. Hun får også i næste sæson en meget vigtig rolle i vores defensiv, og samtidig har hun lagt så meget på sit angrebsspil, at hun er en meget kompetent tovejs-spiller,” siger cheftræner Heine Eriksen.

Sofie Flader kom i sin tid til Aarhus United fra København Håndbold, og hun er faldet godt til i klubben og i byen.
”Vi har et super godt hold, hvor vi både forstår at arbejde hårdt, stille krav til hinanden og samtidig have det sjovt udenfor banen. Jeg er naturligvis glad for, at Heine giver mig en central rolle på holdet, og jeg glæder mig til at fortsætte både min egen og holdets udvikling i næste sæson,” siger Sofie Flader, der er i gang med en læreruddannelse i Aarhus.

”Det er rigtig godt, at der her i Aarhus er mulighed for både at spille håndbold på højeste niveau, og samtidig tage en uddannelse. Det er vigtigt for mig at have den mulighed,” siger Sofie Flader.

Den norske venstrefløj June Bøttger tager også endnu en sæson i den lyseblå United-trøje. Aarhus United fandt hende for et par år siden i den norske klub Oppsal, og gav June Bøttger en chance for at prøve sig af i den danske liga. Med 67 scoringer er hun den Aarhus United-spiller, der har scoret flest rene mål i sæsonen, og Heine Eriksen er ikke i tvivl om hvorfor:
”June har et stort mod, og går på de chancer, der opstår. Det er en stærk kvalitet for en fløjspiller. Derudover har hun en fin skæv personlighed, og hun betyder meget internt på holdet. June har ligesom holdet udviklet sig meget i denne sæson, og jeg er sikker på, der er endnu mere i hende.”

Selv ser June Bøttger frem til at tage endnu et skridt opad med Aarhus United.
”Jeg trives rigtig godt i byen og på holdet. Mit liv hænger godt sammen med håndbold og arbejde, og samtidig tror jeg, vi kan komme endnu længere med holdet, og det vil jeg gerne være med til,” forklarer June Bøttger.