fbpx

Celine Lundbye bliver i Aarhus United

jan 31, 2019

Højrebacken Celine Lundbye har forlænget sin aftale med Aarhus United, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2020.

Det er en af sæsonens virkelig tunge spillerprofiler, der dermed fortsætter i den lyseblå trøje, og begejstringen for forlængelsen er da også synlig i Aarhus United.
”Celine har været et fantastisk godt bekendtskab både på banen og udenfor, og meget tidligt stod det klart for os, at vi skulle forsøge at sikre et år mere med Celine Lundbye. Når det er lykkedes for os at forlænge med en spiller på det niveau, er det selvfølgelig meget tilfredsstillende,” siger Mads H. Winther bestyrelsesformand i Aarhus United.
Celine Lundbye kom til Aarhus United i 11. time op til denne sæson, og med en formidabel indsats i efterårssæsonen, der bragte hende på efterårets hold som højre back, kom hun i landstrænerens søgelys og blev en del af landsholdets bruttotrup. I dag er Celine Lundbye en af Klavs Bruun Jørgensens specielt udvalgte syv talenter, der får et særligt fokus fra landstrænerteamet.

”Jeg har fået spilleglæden tilbage i Aarhus United, og kombinationen med en fantastisk træner, nogle dejlige holdkammerater både på banen og rent socialt har givet mig optimale betingelser til at præstere. Jeg glæder mig til en ny sæson, hvor jeg personligt og hele holdet kan lægge yderligere lag på vores udvikling. Men først skal vi lave så godt et resultat som muligt i denne sæson,” siger Celine Lundbye.

Der har været bud efter Celine Lundbye mange steder fra, så cheftræner Heine Eriksen er naturligvis godt tilfreds med, at holdets topscorer forlænger aftalen med Aarhus United.
”Celine er en rigtig dygtig spiller, og hun har formået at udvikle sig yderligere i de rammer og med de medspillere hun har her i klubben og i byen. Der er ingen tvivl om, at hun har et meget stort potentiale, og vi glæder os til at være med til at udvikle det yderligere,” lyder det fra Heine Eriksen.