fbpx

Første nye stregspiller på plads i Aarhus United

jan 31, 2019

Marie Aamand Sørensen skifter fra Skanderborg til Aarhus United på en aftale, der gælder for de kommende to sæsoner.
Den 23-årige streg- og centerforsvarsspiller har fået sin håndboldopdragelse i Skanderborg og har været med i hele opturen for de grønblusede. Marie Aamand Sørensen har spillet en stærk sæson for Skanderborg, og hun har nu fået mod på at tage det næste skridt i sin udvikling.

”Jeg føler, jeg er klar til nye og større udfordringer og ser derfor Aarhus United som det helt rigtige sted for mig. Aarhus United er et spændende hold, der virkelig har præsteret godt i denne sæson, og jeg ser frem til at blive en del af det” siger Marie Aamand Sørensen, der med 43 rene mål holder en scoringsprocent på imponerende 82 indtil videre i sæsonen.
Marie Aamand Sørensen bor i Aarhus og læser idræt på Aarhus Universitet ved siden af sin håndboldkarriere.

”Jeg kender Marie fra ungdomslandsholdet, og havde hun ikke været lidt uheldig med nogle skader, havde hun muligvis allerede i dag været et emne for landstræneren. Nu har vi to år til at arbejde med hendes udvikling, og jeg forventer, at vi på de to år kan bringe Marie på et niveau, så hun kan komme i nærheden af udviklingslandsholdet,” lyder det fra Heine Eriksen, cheftræner i Aarhus United.

Træneren er ikke i tvivl om, hvad Marie Aamand Sørensen kan bibringe holdet.
”Både som spiller og som person kommer Marie Aamand Sørensen til at bidrage med noget vigtigt i Aarhus United. Hun har nogle stærke fysiske kompetencer i både forsvaret og i angrebet, og så passer hun som menneske rigtig godt ind i truppen. Jeg oplever det virkelig som et scoop for vores hold, at Marie er med i de kommende to sæsoner,” siger Heine Eriksen.
Aarhus United forventer at kunne præsentere endnu en stregspiller inden slutspillet går i gang.