Tæt på Majbritt Toft Hansen

jun 14, 2019

Tæt på Majbritt Toft Hansen

Aarhus United tager i disse uger afsked med mere end en håndfuld spillere, der hver på sin måde har sat deres aftryk i klubben og på holdet. I løbet af juni bringer vi en række tæt-på artikler, hvor vi siger farvel og mindes nogle særlige episoder.

I denne artikel er det stregspiller Majbritt Toft Hansen, vi går tæt på.

 

Toft, du har slidt og slæbt på stregen og i centerforsvaret. Fået tæsk og givet klø retur. Sat parader og sendt bolde i nettet.

Du har efterhånden boet og spillet i Aarhus en del år. Hvor mange er det blevet til som aarhusianer?
Jeg har boet i Aarhus siden februar 2015. Jeg kørte til træning i Skive hver dag indtil jeg efter sommeren startede op i SK Aarhus

Sæt lige et par ord på din tid i Aarhus United?
Det har været en helt fantastisk tid! Jeg har virkelig nydt at være på hold med nogle fantastiske piger, som har gjort det motiverende og sjovt at spille håndbold. Jeg har været en af de ældste på holdet og har trives rigtig godt i rollen med mere ansvar og erfaring at dele ud af.

Hvad har været din bedste oplevelse i Aarhus United?
Det har været den seneste sæson vi har haft. Vi snakkede om inden sæsonen at sæson 2 i ligaen nok ville blive den sværeste for os, men vi har klaret os over alt forventning og selvom vi mistede spillere undervejs, så stod vi bare sammen og folk har leveret en kæmpe indsats, som jeg syntes, vi som så ungt et hold skal være meget stolte af.

Hvad tager du med fra her fra?
Jeg tager en masse erfaring og rutine med videre. Jeg har fået mere motivation og lyst til håndbold efter mine år i Aarhus og tager helt klart spilleglæde og mod på mere med videre.

Hvad kommer du til at savne?
Jeg kommer mest til at savne pigerne og det sammenhold, vi har haft på holdet. Sådan helt generelt kommer jeg til at savne byen. Aarhus er en fantastisk by, og jeg vil ikke afvise at vende tilbage en dag.

Du har boet sammen med Flader og Pontoppidan. Hvad kommer du til at savne mest fra det bofællesskab?
Det har været så hyggeligt i vores lille kollektiv, så jeg kommer helt klart til at savne pigerne helt vildt. Vi har lavet stort set alt sammen det sidste år, så nu hvor Celine overtager mit værelse, er det min tur til at bo i gangen når jeg er på besøg.

 

Nu rykker du vestpå til Viborg HK. Det kalder på mindst tre spørgsmål.

Heine skælder en del ud. Bliver det nemmere med Viborgs træner Jakob Vestergaard?
Haha, ja Heine kan godt lidt at lave sine markeringer, men det tror jeg nu også, Jakob han kan. Det er en del af gamet, men jeg er spændt på at se, om Jakob kan overgå Heine på den front, men det tror jeg nu umiddelbart ikke 😉

Kan du ændre på, at Aarhus United forbliver VHKs onde ånd?
Det håber jeg virkelig! Har selvfølgelig allerede tænkt på, hvordan det bliver at møde Aarhus næste sæson. Jeg tror stadig, det bliver meget tætte kampe og begge hold vil gøre alt for at slå de andre. Der har været meget fight og intensitet, når vi har mødt Viborg.

Er du færdig med at være storbypige?
Det er svært at svære på. Jeg elsker storbyen, men jeg er også bare fra landet, hvor der er luft og plads. Så en mellemting tror jeg det ender med på et tidspunkt J

Og selvfølgelig det obligatoriske spørgsmål: Hvem ender højest i tabellen i kommende sæson, Aarhus United eller VHK?
Jeg tror selvfølgelig på mit kommende hold. Vi har ikke så meget udskiftning i truppen som Aarhus har, så jeg tror på vi hurtigere kan finde base og et stabilt niveau. Men nu må vi se, jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at opgørene mod Aarhus næste sæson. Det bliver meget specielt at komme tilbage til Stadionhallen, som virkelig har sat sit aftryk ikke mindst med folkene omkring, der har gjort det hele muligt. Så tusind tak for det! Vi ses i hallen 😉