fbpx

Overraskende og imponerende hjemmebanesejr på 25-23 over Viborg HK

sep 26, 2019

Der var dømt revanchens stund da AARHUS UNITED-pigerne skulle ud og søge genoprejsning mod de stærke medaljeaspiranter fra Viborg HK efter det tætte og smertelige nederlag til Holstebro i Santander Cup’s kvartfinale i torsdags. Og hvilken præstation!

Et hårdt-fightende AARHUS UNITED-mandskab leverede nemlig sæsonens hidtil bedste holdpræstation, hvor mange af spillerne bød ind med målscoringer og en velfungerende forsvarsmur, der både strålede i den klassiske 6-0-formation og den mere offensive forsvarstilgang i en 5-1-opstilling med Helena Elver centralt.

Ifølge cheftræner Heine Eriksen, har der ligget et hårdt mentalt arbejde i de 2-3 dage, der gik forud for Viborg-kampen oven på Cup-skuffelsen i torsdags. En proces, som pigerne har bearbejdet til punkt og prikke:

”Det var holdpræstationen, der var med til at bære sejren hjem. Vi havde en tro på sejr gennem hele kampen, selv da det begyndte at spidse til i 2. halvleg, hvor vi kom bagud. Vi troede på, at det kunne lykkedes. Og forsvaret fungerede, hvor vi får dækket op, som vi gerne vil dække op i AARHUS UNITED. Vi har et forsvarskoncept, som vi tror meget på, men vi må også erkende, at det selvfølgelig har taget tid at få proppet de nye folk ind under det her flade-, men også mere offensive forsvarskoncept. Det lykkedes vi for første gang med i går, og det var grundstenene til sejren”, fortæller en glad og stolt cheftræner, hvor indsatsen altså resulterede i en 25-23-sejr, da haluret i Stadionhallen kimede efter de 60 intense og nervepirrende minutter.

Endnu engang, og ikke for første gang i sæsonen, får den nyudtagede svenske landsholdsmålvogter Martina Thörn også roser med på vejen, der undervejs har de helt rigtige redninger på de helt afgørende tidspunkter i kampen.

Heine Eriksen kunne fra sidelinjen se sit forsvar fungere, men han kunne også overvære en kollektiv arbejdsindsats, hvor spillerne arbejdede virkelig, virkelig hårdt for hinanden:

”Stor ros til pigerne for at knokle stenhårdt. Vi var skuffet efter torsdagens nederlag, men de 2-3 døgn efterfølgende har pigerne arbejdet rigtig hårdt, specielt på det mentale område. De får lukket Holstebro-kampen ned, og åbnet op for Viborg-kampen. Sådan en sejr er i virkeligheden 2 ’bonuspoint’, da Viborg er et helt andet sted i tabellen, hvor de nok kommer til at spille med om medaljer. Omvendt kommer vi til at kæmpe hårdt for slutspilsplaceringerne, så 2 point i sådan en kamp luner i regnskabet, når de ikke var kalkuleret på forhånd”, afslutter han.

Efter sådan en kraftpræstation, kan klubben også med stolthed sende fem spillere afsted på landsholdsamling, hvor de skal ud og repræsentere det danske- og svenske A-landshold, ligesom vores to nordmænd skal afsted med ’udviklingslandsholdet’.

Afslutningsvis sender Heine Eriksen også roser efter opbakningen og stemningen i Stadionhallen, der med få dages mellemrum viser, hvad den kan. Han tildeler de fremmødte tilskuers støtte stor værdi, der specielt i kampens afgørende fase var med til at give pigerne de sidste procenter.

Pigerne tog sig af 2 overraskende point, men Heine Eriksen vil også gerne tildele Stadionhallens fanskare 2 point for den stærke støtte fra lægterne.