fbpx

Dobbelt-op på AARHUS UNITED-triumfer, da Liga- og U19-holdet i går aftes hjemtog imponerende sejre i Stadionhallen

okt 10, 2019

Stadionhallen lagde i går aftes gulvbrædder til en sand AARHUS UNITED-fest, da Ligaholdet tog i mod de københavnske gæster fra Ajax København, og AARHUS UNITEDS U19-piger efterfølgende spillede østjysk derby mod de gæstende kronjyder fra Randers.

En historisk hal, der satte rammerne for et historisk resultat, da ligaholdet fra AARHUS UNITED leverede en rekordstor sejr på 28-15, der er den største i klubbens 3-årige eksistens.

Sejrens størrelse er selvfølgelig en ting, der behager liga-cheftræner Heine Eriksen, hvor en god målscore kan få stor betydning senere på sæsonen:
”I bund og grund leverer vi en rigtig flot indsats. Jeg synes det er imponerende, at vi formår at holde koncentrationen i så langt tid, som vi gør. Det er første gang i min tid som træner for AARHUS UNITED, at vi efter 45 minutter af kampen kan begynde at fokusere på sejrens størrelse. Om 18-19 kampe kan det blive afgørende i forhold til slutspilsplaceringerne”, forklarer en tilfreds cheftræner, der også så gode takter fra de folk, der blev kastet ind fra bænken:
”Folk fra bænken var klar til de opgaver, som trænerstaben gav dem. Det var fedt at se. Selvom der var 10 minutter igen, og kampen så småt var afgjort, var spillerne stadig seriøse omkring at løse de opgaver, som de blev stillet. Det kan godt være en svær disciplin, så det var super at se nogle koncentrerede spillere alle kampens 60 minutter,” afslutter han.

 

AARHUS UNITEDS U19-PIGER TOG OVERRASKENDE SKALP MOD RANDERS

Ungdomshåndbolden var også på menuen i går aftes, da AARHUS UNITEDS U19-piger tog imod forhåndsfavoritterne fra Randers i kølvandet på ligaholdets sejr. Og de fulgte trop.

Kampen var en hæsblæsende, jævnbyrdig og medrivende affære, hvor de to hold fulgtes ad i løbet af kampen. Afslutningsvis kunne United-pigerne trække sig som ’sejrskvinder’, da de ved Stadionhallens velkendte ’bip-tone’ efter 60 minutter, havde afgjort marginalsejren på 24-23 til århusiansk fordel. Til stor glæde for holdet, trænerstaben og ikke mindst de fremmødte tilskuere i Stadionhallen, hvor AARHUS UNITEDS trofaste fangruppe ’Aarhus Ultras’ i anledningen af de to skønne præstationer, var hoppet i ’barkass’ – det vi andre kender som bar overkrop.

Alt i alt bød Stadionhallen i går på en bravur håndboldfest, hvor tilskuere sørgede for elektrisk stemning på lægterne og håndboldholdene sørgede for overbevisende håndbold på gulvbrædderne.

#AarhusUnited #LetsGetUnited