fbpx

VM- og OL-bold til Aarhus United 🥳🙌🤾‍♀️

VM- og OL-bold til Aarhus United 🥳🙌🤾‍♀️

Igennem det sidste år har Aarhus United arbejdet intenst med at finde en optimal sammensætning af partnerskaber på alt det udstyr, som er en del af et Ligaholds hverdag, træninger og kampe. Corona-tiden har givet Aarhus United uventet god tid til detaljerne, og det er med stolthed, at vi i den kommende tid introducerer såvel nye som nuværende partnere som fortsætter i Aarhus United i den kommende sæson.

Udgangen af indeværende sæson betyder ligeledes et farvel til Hummel, som har været med fra dag 1 omkring Aarhus United:
”Hummel var med fra starten i 2017, og de gjorde det ret nemt for os at komme i gang. Fra dag 1 satte vi sammen en ny form på Ligaprojektet i Aarhus, og Hummel vil altid være en del af den historie og de sportslige succeser, vi har skabt. Personligt vil jeg gerne takke Hummel for et godt samarbejde,” lyder det fra Mads H. Winther, bestyrelsesformand i Aarhus United.

Hvem, der de kommende sæsoner bliver Aarhus Uniteds nye tøjpartner, vil blive annonceret senere i juni.

Et farvel til Hummel betyder også et skift på et helt afgørende element; nemlig selve håndbolden. Og det bliver en opgradering med et skift til verdens førende håndbold-producent MOLTEN, der leverer bolde til både VM og OL:
”Vi er stolte over muligheden for at arbejde sammen med MOLTEN. Det betyder meget for os i Aarhus United, at vi kan arbejde med den bedste kvalitet i alle aspekter, og med MOLTEN mellem hænderne giver vi vores spillere de optimale forhold, når det kommer til bolde. Samtidig vil vores U19-hold indgå i aftalen,” fortæller Mads H. Winther.

Kontakten mellem MOLTEN og Aarhus United blev skabt under VM i herrehåndbold i Herning i 2019.
”Fra sommeren 2017 har Aarhus United haft et unikt run i ligaregi og set udefra, er Aarhus United en meget attraktiv klub at indgå samarbejde med. De er åbne, lydhøre og friske på at tænke ud af boksen i samarbejdet,” siger den danske repræsentant for MOLTEN Allan Tranberg og fortsætter:
”Samtidig er fundamentet under Aarhus United noget af det mest koncentrerede, der findes i Danmark, med 10 stærke klubber i et meget tæt gensidigt samarbejde. Det er et drømmescenarie, som vi forventer os meget af. Og så glæder vi os til at komme i den legendariske Stadionhal og se noget godt og passioneret håndbold.”

For yderligere information, kontakt:

Mads H. Winther, Bestyrelsesformand / Aarhus United – 2880 9970

Allan Tranberg, Molten / Tranberg & Dahl A/S- 2082 8150