fbpx

Kaptajn Mogensen om træningslejr i Vendsyssel Idrætscenter: ”Det handler ikke kun om ’fransk kryds’ til højre eller venstre”

I dag drager United-truppen på træningslejr til det nordlige Jylland, hvor de fra i dag og frem til søndag kan kalde sig vendelboer for en stund. Som det kan aflæses i ordet, handler en træningslejr selvfølgelig om at dygtiggøre sig og optimere nogle håndboldmæssige ting, men at skabe en forøget holdfølelse er absolut også et punkt på dagsordenen:

”Min erfaring er, at en træningslejr er delt op i to lag: det sportslige og det sociale. De to elementer skal vi på en eller anden måde, og gerne på kort tid, få til at gå op i en højere enhed,” fortæller hun, hvorefter hun fokuserer på de sportslige mål med turen nord på:

”Først og fremmest handler det om, at vi skal vinde vores kampe, når sæsonen starter – det kræver selvfølgelig træning og særligt træningskampe, så vi lærer hinanden at kende på banen. Hvem, der vil have bolden hvornår, hvem er god til hvad og hvornår har hende ved siden af brug for hjælp,” uddyber hun videre.

Spillet på banen kan også hjælpes på vej gennem andre kanaler, hvis du spørger den rutinerede anfører: en sammentømret trup med de rette relationer og bånd kan også give ekstra procenter til spillet på banen:

”Holdfølelsen uden for banen er afgørende. I opstartsfasen handler en træningslejr altså ikke kun om, hvorvidt vi skal spille fransk kryds til højre eller venstre, men i mindst lige så høj grad om at lære hinanden at kende uden for banen for herigennem at samle fælles oplevelser sammen. Vi skal finde frem til, hvordan vi får hinandens styrker frem, så vi kan præstere som et hold, og ikke blot 16 dygtige, individuelle spillere”.

For Emma Mogensens vedkommende er det ikke første gang, at hun er en del af en Aarhus United-træningslejr. Gennem hendes tidligere erfaringer mener hun at have opskriften klar på, hvordan alle facetter af sådan en tur kan blive løftet til en højere enhed:

”Mine tidligere ture fortæller mig, at en sådan holdfølelse kan opnås med en god blanding af kontrolleret teambuilding, hvor både snak og handling er direkte målrettet at få os til at fungere som gruppe. Men dertil skal man heller ikke undervurdere et godt fællesbad, en aften-gåtur eller andre små øjeblikke i mindre kontrollerede rammer, der netop er tid til, når vi er samlet flere dage i træk,” afslutter Uniteds nummer 7, der har anførerbindet fastklistret til overarmen.

United spiller allerede sin første træningskamp i aften mod værterne fra Vendsyssel, hvor der fredag og søndag venter et par lokalopgør mod henholdsvis Horsens og Randers.