fbpx

Godkendt grundspil og svære modstandere i slutspillet

Skrevet af: Michael Andersen, Bestyrelsesmedlem – Aarhus United (18/03-2021)

For tredje sæson i træk har AARHUS UNITED kvalificeret sig til slutspillet i Bambusa Kvindeligaen. Holdet opnåede 24 points i 24 kampe, hvilket resulterede i en samlet 7. plads. 13 af pointene blev hentet på hjemmebane, mens de resterende 11 points blev vundet på udebane. ”Jeg vil især rose spillerne for nogle gode præstationer og en god moral mod slutningen af grundspillet, hvor vi bl.a. har været ramt af skader hos flere spillere. Derudover valgte Thea Skuludottir efter gensidig aftale med klubben at vende tilbage til Island forud for 2. halvdel af grundspillet. Vi har imidlertid i denne udfordrende situation stået sammen som hold og en samlet 7. plads må absolut anses som værende et godkendt resultat”, siger Heine Eriksen, der er i gang med sin 4. sæson som cheftræner i AARHUS UNITED.   

Resultatet i grundspillet skal bl.a. ses på baggrund af en relativ stor udskiftning af spillerne forud for denne sæson og en træningsopstart med begrænsede forventninger. ”Det var ikke nogen nem opgave at integrere bl.a. 4 nye bagspillere – Marielle Martinsen, Line Berggren Larsen, Thea Skuludottir og Cecilie Mørch Hansen – på holdet, men relativt hurtigt fik vi etableret et meget stærkt defensivt forsvar. Forsvarspillet og solide præstationer af de to svenske målvogtere – Martina Thörn og Nora Persson – har helt klart været vores største styrke igennem hele grundspillet. Til gengæld har vi i flere kampe haft svært ved at score tilstrækkelig med mål til at vinde de tætte kampe. Jeg har heller ikke igennem sæsonen været helt tilfreds med antallet af scoringer på kontraløb. På det punkt og i spillet 7 mod 6 og 6 mod 7 bør vi være mere skarpe, både i slutspillet og i næste sæson”, uddyber cheftræneren.  

Heine Eriksens konklusioner harmonerer fint med en række fakta. AARHUS UNITED har nemlig i sæsonens 24 kampe scoret 614 mål – kun Randers HK (605), Horsens Håndbold Elite (601) og Skanderborg Håndbold (592), der deltager i nedrykningsspillet, samt nedrykkeren Vendsyssel Håndbold (586) har scoret færre mål. Til gengæld har modstanderne kun formået at score 633 mål mod AARHUS UNITED, hvilket alene er overgået af topklubberne Team Esbjerg (627), Odense HC (619) og Herning-Ikast Håndbold (624). Derudover har det stærke defensive spil været supplereret af relativt få udvisninger, nemlig 44 – det lavest antal af samtlige hold i Bambusa Kvindeligaen. AARHUS UNITED vinder hermed for 3. år i træk ”Fair Play-Prisen”.

De 8 hold, som har kvalificeret sig til slutspillet, er nu fordelt i to puljer med 3 hjemme- og 3 udekampe til hvert hold. Vinderen af grundspillet – Team Esbjerg, der har sikret sig en plads i næste sæsons EHF Champions League – skal møde Herning-Ikast Håndbold (nr. 4), København Håndbold (nr. 5) og Silkeborg-Voel KFUM (nr. 8), mens den anden pulje består af Odense Håndbold (nr. 2) Viborg HK (nr. 3), Nykøbing F. Håndboldklub (nr. 6) og AARHUS UNITED (nr. 7). De to bedst placerede hold i hver pulje kvalificerer sig til de to semifinaler, som spilles i midten af maj. Semifinaler og den efterfølgende finale og bronzekamp spilles bedst af 3 kampe, hvor det bedst placerede hold i grundspillet har fordel af hjemmebane i en evt. tredje og afgørende kamp.

”Odense Håndbold og Viborg HK er efter min opfattelse storfavoritter til komme i DM-semifinalerne fra vores pulje. Begge hold har sammen med Team Esbjerg vist et meget højt niveau igennem hele grundspillet. Derudover har Nykøbing F. Håndboldklub vist en opadgående formkurve i anden halvdel af grundspillet. Jeg håber på at vi kan overraske én af de to første kampe enten på hjemmebane mod Odense HC eller på udebane mod Viborg HK, hvis vores drøm om en plads i semifinalen skal realiseres. Men uanset resultaterne i de to første kampe skal vi udvise god moral og kampgejst igennem alle 6 kampe i slutspillet. Målet for os er meget enkelt og simpelt: Flest mulige points mod tre meget svære modstandere. Det skylder vi både sponsorer, frivillige, fans, modstandere og ikke mindst … os selv”, slutter Heine Eriksen, der sammen spillerne, assistenttræner Bo Rudgaard og lederne bag holdet ser frem til de spændende slutspilkampe før og efter påske.

De tre første kampe i slutspillet er fastsat til følgende tidspunkter:

torsdag den 25. marts 2021 kl. 18.30        AARHUS UNITED – Odense Håndbold

tirsdag den 30. marts 2021 kl. 18.30         Viborg HK – AARHUS UNITED

tirsdag den 6. april 2021 kl. 18.30              AARHUS UNITED – Nykøbing F. Håndboldklub

Alle tre kampe vises direkte på TV2 Sport.

De sidste tre kampe: Viborg HK (hjemme), Odense Håndbold (ude) og Nykøbing F. Håndboldklub (ude) vil blive annonceret snarest muligt.