fbpx

Bo Rudgaard forlænger med Aarhus United

Skrevet d.07/04-2021

Midt i bestræbelserne på at skrabe så mange point sammen som muligt i slutspillet, har Aarhus United sikret sig, at den erfarne og superdygtige trænerduo med cheftræner Heine Eriksen og assistenttræner Bo Rudgaard, også er i klubben den kommende sæson.

Heine Eriksen havde i forvejen en længerevarende aftale med Aarhus United, og nu er aftalen med Bo Rudgaard også på plads for yderligere en sæson.

”Vi har i Heine og Bo et af ligaens mest kompetente og erfarne trænerpar, og deres resultater taler deres eget tydelige sprog. Heine og Bo arbejder helt vanvittigt med truppen, og de formår at presse det optimale ud af holdet gang på gang. Så vi er naturligvis stærkt tilfredse med, at det samarbejde nu skal fortsætte ind i sin tredje sæson,” siger Mads H. Winther, adm. direktør og bestyrelsesmedlem i Aarhus United.

Bo Rudgaard har stor erfaring som assistenttræner i flere danske topklubber, og Rudgaard er her og nu en perfekt makker til Heine Eriksen i Aarhus United.

”Bo giver tingene yderligere dimensioner. Han er i høj grad en team-spiller, og han formår også at sætte sit personlige præg på tingene og har et skarpt øje for detaljen,” lyder det fra Mads H. Winther.

Bo Rudgaard, der selv er Aarhus-dreng, glæder sig til at fortsætte udviklingen af byens hold.

”Jeg har set projektet Aarhus United  virkelig udvikle sig og for alvor fået vinger i min tid i klubben, og det er helt naturligt for mig, at det skal jeg fortsat være med til at bidrage til. Jeg nyder at være en del af Aarhus United, og jeg har store forventninger til den næste tid her, hvor vi skal nå nye mål for aarhusiansk ligahåndbold,” lyder det fra Bo Rudgaard.

Sæsonen 2021/22, bliver den 3. sæson med Eriksen/Rudgaard som trænerteam i Aarhus United.