fbpx

AARHUS UNITED til håndboldcamp i Italien.

For 4. år i træk har Aarhus United været repræsenteret ved håndboldskolen ”Campus Talent Handball ’Alessio Bisori’ i Italien🇮🇹💙
I Italien er der tradition for, at fodbolden er den altdominerende sportsgren, hvor nationen da også nyligt kunne kåres som det bedste europæiske herrelandshold i fodbold. Men i den lille by Padova, der ligger tæt på gondolparadiset Venedig, har der de sidste år været skærpet fokus på håndbolden, hvor trænere fra Danmark, Sverige og Frankrig er inviteret med som lærermester for at dele ud af trænererfaringen i mere etablerede håndboldnationer.
 
Thomas van Elst, der er tilknyttet Aarhus United og yderligere gør sig som træner i Aarhus Uniteds samarbejdsklub HEI, har for 4. år ageret Aarhus United-repræsentant til den italienske camp, hvor han år for år har set rivende udvikling blandt de unge spillere fra 15-17 år.
”Nu er det mit 4. år som træner i det italienske, og jeg må bare sige, at det virker til at være en håndboldnation i rivende udvikling. År for år bliver niveauet bedre og bedre, og selvom det er et lille ’land’ inden for håndbolden, så rykker de sig klart i den rigtige retning. Man kan også fornemme, at sporten vokser hernede, selvom det sammenlignet med fodbold stadigvæk er en lille sport,” forklarer den dygtige træner.
 
Men dedikationen og gæstfriheden er ikke til at tage fejl af: ”Det er fantastisk at opleve en helt anden håndboldkultur end vi er vant til herhjemme i Danmark og selvom at det er en lille sportsgren i Italien, så har de en enorm passion og dedikation til spillet. Man kan virkelig mærke at spillerne og de lokale trænere brænder for at udvikle sig.”
 
Campen blev afholdt i samarbejde med den lokale klub ’Pallamano Cellini’, som udviste stor gæstfrihed hele ugen.
 
Campen varer 1 uges tid, og i år blev der uddelt præmier til de spillere, som gjorde sig lidt ekstra bemærket i forhold til at rykke sig, udvikle sig og udvise en særlig dedikation for håndbolden: ”Disse spillere blev belønnet med to ’match worn’-Aarhus United trøjer fra den forgangne sæson, og min oplevelse af præmien var, at de udvalgte spillere blev rigtig glade,” afslutter han med et smil på læben.