fbpx

2 point cementerede en fuldendt dag i Stadionhallen

Skrevet af Lasse Pedersen (13/11-2021)

Allerede fra kl.15 begyndte de første gæster, at dukke op og vise coronapasset. Alle samarbejdspartnere i Aarhus United, var inviteret til netværksmøde. Et møde faciliteret af et samarbejde blandt Aarhus United, Bethina Snogdal fra Mindforce og Christian Steenfat fra Netsøg. Her var deltagerne i fokus, og igennem forskellige cases og arbejdsgrupper, blev der udvekslet kompetencer, erfaringer og leads.
 
Få timer senere, begyndte den vanlige summen i forhallen. Her begyndte de første gæster, at gøre sin entré. Ovenpå de sidste par hjemmekampe, var luften tyk af optimisme, og der var bred enighed om, at det lugtede af 2 point i aftenens kamp. U11 pigerne og U11 drengene fra samarbejdsklubben Brabrand IF stillede talstærkt op, og var klar til indløb med Aarhus United spillerne.
 
18:45 starter kampen, og allerede fra første fløjt blev der klappet i takt, og der blev erklæret fuld opbakning til spillerne på banen. Anført af Aarhus Ultras rungede et taktfast – ”FORSVAR” – fra hele hallen igennem 60 minutter, når Aarhus United skulle dækkes op. Med koldblodighed i afslutningerne, fight i forsvaret og en stærk målmandspræstation lykkes det Aarhus United, at vinde kampen 32-22! Det skulle selvfølgelig fejres. Som altid var det med stående applaus, og fællessang i form af Sweet Caroline, igennem de sidste minutter af kampen.
 
Efter kampen skulle kampens spiller kåres. Holdet havde endnu engang præsteret over hele linjen, og der var hård kamp om den ærefulde titel. Klubkoryfæet June ”The Queen” Bøttger, som netop har underskrevet en ny 2-årig kontrakt med Aarhus United, blev efter en nærmest fejlfri præstation, kaldt frem og overrakt en flot gave fra dagens kampsponsor Lager Service Aarhus.
 
Fejringen stoppede dog ikke her. Alle spillere fra Brabrand IF stod klar i omklædningsrummet, til at tage i mod spillerne fra Aarhus United. Her blev der i fællesskab råbt sejres råb, så puds og loftsbrædder nær faldt ned. Glæder var på ingen måde til at tage fejl af!
 
TAK til alle som bidrog til endnu en skøn dag i Stadionhallen! Vi fik rundet den sidste hjemmekamp i 2021 af med manér. Vi kan ikke vente til, at vi igen i 2022 kan fortsætte sammen! Ingen kan vide sig sikker på fremtiden, men hvis omstændighederne tillader det, slår vi igen dørene op d.05/01-2021 når der er lokalopgør i mod Randers HK.
 
TAK til alle jer som har været forbi og støtte op igennem den første halvdel af sæsonen. Det har været fantastisk, at igen kunne samles om den sport vi elsker. Vi ser frem til den næste halvdel af sæsonen. Sammen står vi stærkest! 💪
 
LET´S GET UNITED!! 💙