fbpx

Line Berggren Larsen stopper i Aarhus United

Line Berggren Larsen stopper med udgangen af indeværende sæson i Aarhus United. Den alsidige bagspiller med den skarpe taktiske forståelse, der i øjeblikket er udlejet til EH Aalborg, har kontraktudløb efter sæsonen, og vil herefter finde et nyt sted at udvikle sig.
 
”Line er en ung spiller med en sund portion ambitioner for sit håndboldspil, og hun har desværre ikke fået de spilleminutter begge parter havde håbet på, da vi indgik kontrakten for to år siden. Derfor er vi efter en god gensidig dialog blevet enige om, at Line skal ud og have mere spilletid og erfaring, end der er udsigt til i Aarhus United,” siger Mads H. Winther, sportslig ansvarlig i Aarhus United.
 
44 kampe blev det foreløbig til i den scubablå spilletrøje for 23-årige Line Berggren Larsen, og selvom det ikke blev til flere, har hun ikke fortrudt tiden i Aarhus.
”Jeg har været rigtig glad for min tid i Aarhus United, som har udfordret mig på flere fronter. Det er en speciel klub med stærke relationer, og jeg tager rigtig meget godt med mig fra mine to sæsoner i klubben. Man ved jo aldrig hvad fremtiden byder på, men jeg har brug for mere spilletid for at udvikle mig og håber derfor dette bliver muligt til næste sæson,” siger Line Berggren Larsen.
 
Lines næste kamp for EH Aalborg er den 13. januar, hvor de spiller lokalopgør mod Vendsyssel!