fbpx

En fantastisk målrig sejr til Aarhus United på 35-29

De traditionsrige tætte kampe mod Silkeborg-Voel fik i aften en anden historie: en fantastisk målrig sejr til Aarhus United på 35-29

Kigger man på Aarhus Uniteds målantal ud fra aftenens kamp, så fortæller 35 scorede mål en historie om, at angrebsspillet har siddet lige i skabet fra første til sidste slutfløjt. For de aarhusianske værter leverede en fremragende præstation på eget gulv i Stadionhallen, hvor flot forsvarsspil specielt i 1. halvleg og et kontinuerligt godt angrebsspil hele kampen igennem, gav en noget uvant og overbevisende sejr over de formstærke gæster fra Søhøjlandet. Tager man et blik ned over aftenens målscorer, så blev de mange mål også jævnligt fordelt blandt mange af holdets spillere, hvilket i den grad bevidner om en kollektiv stærk indsats.

Heine Eriksen var sjovt nok ganske tilfreds i kølvandet på kampen, hvor specielt effektiviteten foran Silkeborg-målet var til topkarakter: ”Vi spiller virkelig en flot kamp angrebsmæssigt. Det viser 35 mål jo også. Vi kommer til rigtig mange afslutninger og i dag scorer vi på dem. Specielt vores fløjspillere, June Bøttger og Frederikke Hedegaard, spiller i dag en rigtig flot og god kamp. Der var kvalitet over hele linjen, og de mange gode elementer vil vi forsøge at bringe med videre, når vi på søndag skal en tur til Nykøbing Falster,” afslutter han.

For på søndag skal Aarhus United allerede i ilden igen, når det gulklædte tempohold fra Nykøbing Falster byder op til dans på Falster – der er kampstart kl. 18.