fbpx

Fløjraketter forlænger med Aarhus United

På Aarhus Uniteds højrefløj har Stine Holm og Frederikke Hedegaard fordelt spilletiden mellem sig gennem hele sæsonen, og sådan fortsætter det i næste. De to fløjraketter har forlænget deres aftaler med Aarhus United så Stine Holm foreløbig tager endnu en sæson i den scubablå trøje, mens Frederikke Hedegaard har forlænget frem til sommeren 2024. Kontraktforlængelserne passer cheftræner Heine Eriksen rigtig godt.”Københavnerpigen og Aarhuspigen har fundet sammen på fløjen, og det er et godt match. De er begge i en rigtig god udvikling, og jeg er ikke i tvivl om at vi i fremtiden står stærkt på højrefløj-positionen. Kendetegnende for dem begge er hårdt arbejde og seriøsitet, og det er noget vi sætter stor pris på i Aarhus United,” siger Heine Eriksen.Frederikke Hedegaard har fået sin håndboldopdragelse i HEI og er dermed en af de lokale Aarhus-spillere, der har fundet vej til ligaholdet – og det endda i en sådan grad, at hun allerede har spillet 100 førsteholdskampe skønt kun 21 år gammel.

”Hedegaard er en spiller, der altid giver sig 100%. Ligegyldigt om det er styrketræning mandag morgen eller når kampen står på vippen, yder Hedegaard maksimalt, så hun er en superspiller at arbejde med som træner,” påpeger Heine Eriksen.For Frederikke Hedegaard passer det perfekt med en to-årig kontrakt, der betyder, at hun kan passe sit erhvervsøkonomi- og erhvervsjura-studie ved siden af karrieren som elitespiller.”Tilværelsen i Aarhus United passer fantastisk med mit studie. Jeg synes, det er fedt, at jeg trods en ung alder kan være en af de erfarne i klubben. Jeg har været med på hele rejsen med Aarhus United og jeg glæder mig til at se, hvad det kan blive til i de næste par år i ’min’ klub,” siger Frederikke Hedegaard.

Stine Holm er i gang med sit første år i Aarhus United, og har med sin rutine og power sat et markant aftryk på holdet.”Stine har et dejligt temperament og det giver en masse power og energi til holdet. Hun er moden og alligevel ungdommelig, og ethvert hold har brug for deres helt egen Stine Holm. Nu går Holm ind i sin anden sæson i Aarhus United, og jeg er sikker på, at hun vil tage yderligere skridt i sin udvikling i næste sæson,” lyder vurderingen fra Heine Eriksen.”Jeg har boet i Aarhus før, og det var skønt at komme tilbage. At stemple ind i Aarhus United har virkelig været godt for mig. Jeg har spillet i flere ligaklubber, så jeg kan sige, at vi i Aarhus United har gang i noget virkelig spændende. Derfor var det naturligt for mig at gå efter en forlængelse af aftalen,” lyder det fra Stine Holm.