fbpx

Louise Bak Jensen lægger flere år på eksisterende kontrakt

Et af dansk kvindehåndbolds største målvogtertalenter, Louise Bak Jensen, knytter sig til Aarhus United frem til sommeren 2025.

Louise Bak Jensen har spillet en imponerende flot sæson i det aarhusianske mål i sin første ligasæson. Hun kom sidste år til Aarhus på en to-årig kontrakt, men den er allerede nu blevet erstattet med en længevarende aftale frem til 2025.

”Jeg er imponeret over Louises indtræden på liganiveau, og hun har i sin første sæson været kampafgørende for os i flere kampe. Hendes talent er uomtvisteligt, og jeg spår hende en stor karriere i målet. At vi har forlænget med Louise frem til 2025 er en fantastisk nyhed for Aarhus United, og det vil være med til at sikre et højt niveau i målet i de kommende år. Jeg ser frem til at videreudvikle på Louise,” siger cheftræner Heine Eriksen.

For den blot 20-årige keeper, der så sent som i den sidste kamp i grundspillet i sejren over Horsens stod med en redningsprocent på 41, har det været en stor oplevelse at skifte Ringkøbing ud med Aarhus og Aarhus United.

”Skiftet til Aarhus United var lidt af en mundfuld for mig. Ligaen, holdet, byen og det at flytte rigtigt hjemmefra var mange ting på en gang. Men det har været et fantastisk skifte for mig og jeg har følt mig velkommen fra første sekund. Både byen, klubben og mine holdkammerater har været super og gjort, at jeg har følt mig meget tilpas. Vi havde en aftale på hinanden for næste sæson, men jeg ser og håber på et langt forløb i Aarhus United, og nu starter vi med tre nye år,” siger en glad Louise Bak Jensen.

For klubben er der tale om noget af en trumf, og sportslig ansvarlig Mads H. Winther er da heller ikke i tvivl om, at Louise Bak Jensen bliver en endda meget stor profil på fremtiden Aarhus United hold.

”Louises sportslige niveau er en ting, men hun giver også en masse til sine omgivelser, og jeg er sikker på at mange af vores fans i denne sæson har fået en ny darling.” lyder det fra Mads H. Winther.