En euforisk heksekedel, der nærmest må have udledt små vibrationer på den velkendte Richterskala.
Noget a la ovenstående beskrivelse er nødvendig at bringe i spil, hvis man skal forsøge at tegne et billede af den stemning, som i går foldede sig ud i Stadionhallen.
For man skal efterhånden mange år tilbage i historiebøgerne i AARHUS UNITED-regi, før man støder ind i en kamp, hvor tingene på den måde gik op i en højere enhed:
250 fremmødte ungdomsspillere fra AARHUS UNITEDS samarbejdsklubber, en fyldt sponsorlounge med lækker mad fra Tidens Køkken, og sidst men ikke mindst: et AARHUS UNITED-mandskab, der inde på halgulvet leverede håndbold i særklasse, som altså udmøntede sig i en overbevisende og noget overraskende sejr mod de stærke ligakonkurrenter fra Horsens.
28-21 lød de stensikre cifre efter kampens 60 minutter.
I kølvandet på kampen var det da også en særdeles stolt cheftræner, der skulle forsøge at sætte sine ord på kampen. Stemningen på lægterne var bestemt noget der blev bemærket nede på banen, hvor spillerne fik et ekstra rygstød, der måske forklarer, hvorfor de gik ud og leverede den pragtpræstation, som det blev tilfældet:
”Endnu en fantastisk aften i Stadionhallen. Det er bare fedt at spille foran fyldte tribuner. Kæmpe, kæmpe ros til hele hallen og specielt til de her 250 børn fra vores samarbejdsklubber, som forinden havde været til VIP-spisning. Helt igennem fed og fantastisk opbakning, som de er med til at skabe,” forklarer han med smil i hele ansigtet.
Én ting er, at tingene spiller maksimalt uden for banen, men det er ikke altid ens betydende med, at det også spiller inden for den. Mod Horsens var det heldigvis ikke tilfældet, hvor Heine Eriksen mener, at hans spillere også selv var med til at bidrage til den aarhusianske fest, som onsdag aften bragede løs i tidsrummet 19-21:
”Jeg synes også selv, at vi er med til at bidrage til den gode aften. Langt hen ad vejen får vi spillet en kamp, som vi er stolte af. Inden kampen havde vi snakket meget om, at vi skulle forsøge at styre kampens tempo, hvilket vi lykkedes med undervejs. De gange, hvor Horsens udfordrer os – specielt i midten af både 1. og 2. halvleg – bruger vi det her 7 mod 6-spil, der giver lidt ro på og giver os nogle vigtige scoringer. Det blev en lidt overraskende sejr, men overraskende sejre er vi også glade for i AARHUS UNITED,” afslutter han.
Næste gang AARHUS UNITED skal forsøge at jagte point bliver på onsdag, hvor de skal på en svær udebanemission i Odense.
Kampen mod Odense fløjtes i gang kl. 19.00, og vi håber selvfølgelig at se mange aarhusianere på tribunerne på Fyn.
#LetsGetUnited #AARHUSUNITED