fbpx

Bo Rudgaard stopper i Aarhus United for at tiltræde nyt job i udlandet

Gennem de sidste tre sæsoner har Bo Rudgaard assisteret Heine Eriksen på bænken i Aarhus United, og med kontraktudløbet den 30. juni stopper han som assistenttræner i Aarhus United.

”Det er jo både med et smil på læberne og en tåre i øjenkrogen, at vi skal slutte med Bo nu. Vi havde gerne set Bo i Aarhus United igen næste år,” siger Mads H. Winther, sportslig ansvarlig i Aarhus United, og fortsætter:

”I Bo ligger der enorm megen erfaring i en afklaret rolle som assistenttræner. Bo er en rigtig tro og loyal ’håndbold-soldat’, som har leveret rigtig meget kvalitet og mange timer til vores håndbold-projekt i Aarhus United. Det er vi naturligvis kede af at skulle sige farvel til. Samtidig er vi lidt stolte over, at vores assistenttræner har et niveau, der kan sikre ham en interessant opgave i udlandet. Jeg ved der ligger mange spændende opgaver og udfordringer for Bo i hans nye virke, og vi ønsker Bo held og lykke og siger mange tak for indsatsen. Bo er altid velkommen i Aarhus United og Stadionhallen.”

Det er endnu ikke officielt, hvor Bo Rudgaard fortsætter sin trænergerning, men han har fået et tilbud, det var umuligt at sige nej til.

”Det har været nogle fantastiske år i Aarhus United. Det har været en stor drøm at blive en del af projektet i min hjemby Aarhus, og var det ikke for så spændende en udfordring, som jeg har mulighed for, så kunne jeg sagtens se mig selv fortsætte mange år i Aarhus United. Jeg er stolt over det, jeg har kunnet bidrage med i Aarhus United, og hvor klubben er på vej hen. Jeg vil være fast inventar i Stadionhallen, når jeg er hjemme i Aarhus, og jeg glæder mig til at følge den udvikling Aarhus United vil fortsætte,” siger Bo Rudgaard.

Cheftræner Heine Eriksen har været meget tilfreds med samarbejdet med Bo Rudgaard.

”Jeg er utrolig glad for mit samarbejde med Bo, og han har udført et meget stort stykke arbejde i Aarhus United. Bo har i de sidste tre sæsoner været en stor del af de resultater holdet har opnået, og jeg ønsker ham held og lykke i sit nye job,” lyder det fra Heine Eriksen, der sammen med Mads H. Winther allerede er ved at kigge efter en ny assistenttræner.