fbpx

Aarhus United vinder Blue Bee Invitation i Fjerritslev

Når projektørlyset i hallen slukkes, og sommertræningen begynder, så hopper en del af United-pigerne ud af de harpiksfyldte håndboldsko, og ned med de bare tæer i sandet. Som et fantastisk supplement til håndbold inde i hallen, spiller flere af pigerne nemlig strandhåndbold i sommerhalvåret.

Strandhåndbold præsenterer både spillerne for hård fysisk træning samt træning i de mange vurderinger, håndboldspillet kræver. Det kræver sin lungekapacitet at bevæge sig hurtigt og eksplosivt i det tunge sand, og du er dertil altid i enten over- eller undertal i det underholdende spil, hvor både forsvar- og angrebsspillere får trænet evnen til at tage de rigtige beslutninger, når pulsen banker afsted.

I denne weekend har United-holdet, med et par dygtige gæster fra andre klubber, deltaget i Blue Bee Invitation i Fjerritslev. Et stævne med de bedste hold i Danmark på både dame- og herresiden. En fantastisk weekend med både højt niveau, humør og solskin.

Stævnet endte med en flot sejr til United-pigerne, der gik ubesejret igennem turneringen, og nu kan tilføje en prestigefyldt pokal til samlingen i Stadionhallen!

Senere i denne måned går turen igen til Fjerritslev for flere af United-spillerne. Louise Bak Jensen, Line Berggren Larsen og Emma Mogensen kæmper nemlig alle for en plads på det danske beachlandshold, der i næste måned drager til VM i Grækenland. Marielle Martinsen kæmper for en plads på det norske hold, der drager til samme slutrunde, og begge hold mødes til en samling med interne træningskampe i Fjerritslev i slutningen af måneden.

Den indendørs sæson er dog ikke slut endnu. På onsdag drager United-holdet nemlig til Fredericia for at spille sæsonens sidste kamp i pokalturneringen. Der er kampstart kl. 19.00, så pak vennerne i bilen, og tag turen syd på, for at se United-holdet i aktion for sidste gang i sæsonen.

Let’s get united!