Op til fredagens håndboldbrag i Stadionhallen havde det aarhusianske mandskab haft lidt blandede oplevelser, hvor de i de sidste to ligakampe havde måtte forlade halgulvene pointløse.
Et knebent nederlag i Silkeborg og en større ydmygelse hjemme mod Ikast skulle fredag aften forsøges at streges over med ny pointhøst mod oprykkerne fra SønderjyskE.
Efter de 60 minutter var afviklet, kunne spillerne i scubablå også hæve armene over hovedet til lyden af den sejrskendte hymne ”Sweet Caroline”, da en 25-22-sejr var spillet i hus.
To point til ligakontoen i en kamp, som på forhånd havde fået betegnelsen ”meget vigtig”. Assistenttræner Ole Jensen så rigtig mange gode præstationer fra sit hold, hvor den planlagte ’gameplan’ blev udført til punkt og prikke:
”Fredagens kamp mod SønderjyskE var meget vigtig. Vi fik de to point, og det var grundet rigtig, rigtig mange gode præstationer, hvor vi lykkedes med at gennemføre mange af de ting, som vi havde snakket om i forberedelserne. Man stod faktisk også med en fornemmelse af, at vi kører den her sejr rimelig sikkert hjem, uden vi for alvor bliver presset undervejs. Kampen bygger lidt videre på den her gode start, som vi har lagt ud med i sæsonens indledning. Nu ser vi rigtig meget frem til at skulle til Nykøbing Falster i næste udekamp, hvor vi på holdet også har en idé om, at vi godt kan hente noget med hjem derfra,” afslutter han.
Kampens Spiller for AARHUS UNITED blev keeper Louise Bak Jensen, der modtog publikums højlydte hyldest til det velbesøgte after-match show i søjlehallen, der også bød på forskellige interviews med trænere og anfører Emma Mogensen.
AARHUS UNITED skal i næste ligakamp et smut forbi Nykøbing Falster, hvor de tempofyldte værter skal bydes op til dans.
Kampen afvikles onsdag den 5. oktober med kampstart kl. 20.30.
#LetsGetUnited #AARHUSUNITED