I en tid hvor den står på forlængelser og enkelte nytilkomne spillere, er det også sæson for et par udmeldinger om spillere som stopper i AARHUS UNITED.
Nora Persson og Stine Holm stopper i AARHUS UNITED Elitehåndbold til sommer, når deres respektive kontrakter udløber.
Nora Persson kom som helt ung målvogter til AARHUS UNITED i sommeren 2019 fra den svenske ligaklub Kristianstad Handboll, og hun har i sin tid i klubben spillet 75 kampe. Nora blev i april 2022, i forbindelse med sin debut på det svenske A-landshold, desværre ramt af en korsbåndsskade, og hun har gennem de sidste måneder arbejdet hårdt for at komme tilbage på banen. Nora har været en meget vigtig spiller i AARHUS UNITED i alle 4 sæsoner, hvor hun med stærkt målvogterspil har afgjort mange kampe til klubbens fordel.
Stine Holm har spillet to sæsoner i AARHUS UNITED, og hun har fra sin position på højre fløj spillet 44 kampe for klubben. Stine kom til AARHUS UNITED fra Ajax København. Stine har gennem sin tid i klubben arbejdet hårdt og målrettet for at opnå holdets fælles mål, og hun har været en vigtig spiller i opbygningen af en stærk træningskultur i klubben.
Alle i AARHUS UNITED Elitehåndbold ønsker Nora og Stine held og lykke i fremtiden.