Søndag tikkede en af de rigtige gode beskeder ind hos Mathilde Neesgaard. Landstræner Jesper Jensen indkaldte med kort varsel Mathilde til den træningssamling, som kvindelandsholdet skal have i den kommende uge.
Der er opstået en del skader i den trup, som var udtaget på forhånd, og det har meget velfortjent åbnet døren for Mathilde.
Mathilde har gennem flere sæsoner været en profil i den danske liga og for AARHUS UNITED, og vi ønsker hende et kæmpe tillykke med udtagelsen, siger Heine Eriksen på vegne af hele klubben.
Mathilde Neesgaard har spillet 2 landskampe med det tidligere udviklingslandshold i 2015, og har desuden spillet 63 ungdomslandskampe.
Mulig A-landsholdsdebut mod Sverige
I forbindelsen med samlingen spiller Danmark to landskampe mod Sverige, hvor vi håber, at se Mathilde i aktion.
Første kamp spilles onsdag den 5. april kl. 19.05 i Helsingborg Arena. Kampen vises desværre ikke på dansk TV.
Returopgøret spilles på den helt store scene, når Royal Arena i København for første gang åbner dørene til en landskamp for kvinder. Dansk Håndbold Forbund håber, at danskerne vil valfarte til opgøret, hvor der er plads til 10.000 fans på tribunerne.
Kampen spilles tirsdag den 11. april kl. 21.00 og vises på TV2.
Kampe skal opleves live, så har du muligheden, så opfordrer vi til, at du finder billetter til landskampen hos Ticketmaster.
Billetpriserne starter fra bare 100 kr. inklusiv gebyr.
Næste gang du kan opleve AARHUS UNITED er søndag den 16. april, hvor vi åbner årets slutspil med kampen mod Odense Håndbold.
#LetsGetUNITED
Foto: Nisse Nilsson