Onsdag morgen var frivillige og samarbejdspartnere samlet i Dabba’s Café i Djurslands Bank Arena til et udvidet morgenmøde i regi af UNITED Netværket, der afsluttede sæsonen med dette informationsmøde om situationen i AARHUS UNITED.
På mødet fortalte den nye ledelse om det sportslige set-up, hvor spillertrup og assistenttræner er på plads til den kommende sæson, samt at der er dialog med flere dygtige cheftræner-kandidater, som har udtrykt interesse i klubben, hvilket vi er beærede over, og nu arbejder videre med.
Ledelsen har i sidste uge orienteret spillertruppen om den nuværende situation, og der er opbakning fra spillertruppen til den nye ledelse og bestyrelse, som siden 19. juni har arbejdet hårdt på at stabilisere klubben efter en turbulent periode.
Det er vigtigt at understrege, at vi føler, at projekt ”Re-Unite United” er skudt godt afsted, og vi er glade for at fortælle, at vores to hovedsponsorer Vestjysk Bank og Obton fortsat er med på rejsen.
Vi vil gerne takke for det flotte fremmøde til morgenmødet, hvor der blev stillet gode og konstruktive spørgsmål til den nye ledelse. Vi har ikke alle svarene endnu, men vi rækker ud til alle vores interessenter i løbet af de kommende uger, hvor vi vil uddybe, hvor vi står som klub både sportsligt og økonomisk.