Kampreferat af Ajax København mod AARHUS UNITED
09.okt. 2023
Lørdag morgen sidder vi i bussen på vej mod Ajax København. Ombord på bussen er der rundstykker og kaffe til holdet, der har fire timer i bus til at vågne og gøre sig klar til opgør; et vigtigt opgør hvor to point kan sende os tilbage på 4. pladsen i Kvindeligaen.
Vi starter kampen mod Ajax, som vi har aftalt. Der er fuld knald på energien og fokus er skarpt. Det er et super forsvarsspil og ligeledes en god målmandspræstation, der får os foran allerede fra start. I hele første halvleg er vi mere eller mindre foran med 2-3 mål, men selvom det i sig selv er dejligt at føre på måltavlen, er vi desværre i en periode, hvor vi brænder store chancer på en velspillende, tidligere UNITED-målmand, Ditte Vind. Det betyder en pauseføring på 10-12.
Anden halvleg starter ligeledes lidt rodet med brændte chancer på både distancen, men også i gennembruddene. Dette fortsætter lidt ind i anden halvleg, hvor vi igen må slide for målene. Efter godt 10 min., genfinder vi fokusset og øger føringen. Vi går fra 14-14 til 15-20 på blot 10 min., og derfra går det kun én vej. Vi viser, at vi er et hold, som gerne vil vinde, og selv når det gælder, har vi roen og overskuddet til at trække sejren i land med cifrene 21-27.
Vores rutinerede målmand, Sabine Englert (#86) beviser, hvad hun er lavet af. Hun står med en redningsprocent på 43,2%.
Vi formår at straffe Ajax Københavns mange tekniske fejl, hvilket betyder, at vi laver hele ni kontramål.
Alt i alt er det en dejlig sejr at tage med hjem til Smilets By og ikke mindst en god afslutning inden en kort landsholdspause. AARHUS UNITED er nu igen at finde på 4. pladsen i Kvindeligaen.
#LetsGetUnited