Kampreferat af AARHUS UNITED mod Nykøbing-Falster Håndbold
31. okt. 2023, kl. 18.30 – Djurslands Bank Arena
Der er dømt kamp til stregen i en kamp, hvor Nykøbing-Falster Håndbold har taget den lange tur til Smilets By. En forrygende målmandspræstation, et stærkt forsvar og et svækket angrebsspil beskriver ret godt, hvordan kvartfinalen i Santander Cup egentlig forløber.
Det er en ægte ‘knald-eller-fald’-gyser, hvor kun vinderen får lov at fortsætte legen – nemlig en plads i Final4. Hele første halvleg følges de to hold ad. Målene kommer ind på må og få, hvilket betyder, at stillingen er 6-7 til Nykøbing-Falster Håndbold efter 18 minutter. Begge hold har målløse pauser, og mens UNITED-målmand, Louise Bak (#16), tager godt fat i målet, kæmper UNITED-angrebet med at få målene ind på den anden side af stolperne. Derfor bliver det til tider noget rod at se på med både tabte bolde, fejlafleveringer og andre tekniske fejl.
De sidste ti minutter af første halvleg får de blå-gule kvinder overtaget i en kort periode og lægger sig i front med stillingen 6-9. Der skal dog ikke gå længe, før UNITED-mandskabet genfinder elementer, som de lykkes med. Efter 26 minutter viser måltavlen i Djurslands Bank Arena, at stillingen er 9-9. Med ganske kort tid tilbage af halvlegen finder Nykøbing-Falster alligevel vejen igennem et ellers stabilt UNITED-forsvar, og den norske højreback, Moa Högdahl, gør det til en pausestilling på 9-10.
Efter en tiltrængt pause og en god snak i omklædningsrummet går begge hold på banen igen i jagten efter sejren. Alle muligheder er åbne, og selvom TV2’s Bent Nyegaard spår en Nykøbing-Falster-sejr, er AARHUS UNITED klar til at modbevise ham. Hvad der kendetegner første halvleg med rod, sjusk og tilfældigheder, gør sig også gældende i første del af anden halvleg.
Hele tiden er Nykøbing-Falster Håndbold foran med et til to mål, og UNITED hænger efter, men kæmper en brag kamp for at få bolden i netmaskerne. Der skal gå 20 minutter af anden halvleg, før UNITEDs lynhurtige bagspiller, Nikoline Sax (#2), finder vejen igennem det blå-gule forsvar. De er fuldstændig uanede om, hvad den unge, talentfulde bagspiller kan, og dermed udligner Sax til stillingen 17-17.
Alle muligheder er åbne, og det forstår UNITED-spillerne udmærket godt. De holder hovederne kolde, slider og slæber for at finde løsningerne, men modsat tidligere i kampen, flyver bolden heldigvis den rigtige vej; ind i netmaskerne. AARHUS UNITED sæt alt ind for en føring, og ikke nok med at være foran med et enkelt mål, viser måltavlen en UNITED-føring på 19-17, 20-18 og 21-19. Sidstnævnte kun med fire minutter tilbage af kampen.
Om glæden over at være den rigtige vej tager for over vides ikke, men Nykøbing-Falster Håndbold kæmper som sagt også for den vigtige plads i Final4. Det oplever alle de fremmødte i Djurslands Bank Arena, idet de blå-gule kvinder lykkes med deres spil. Med blot 30 sekunder tilbage af kampen, overtager de nemlig føringen med 21-22 – en stilling, som AARHUS UNITED ikke når at komme tilbage efter. Det betyder derfor, at denne kvartfinale i Santander Cup afgøres i kampens sidste minut; og desværre ikke til UNITEDs fordel. Vi taber med cifrene 21-22.
Heldigvis kan vi trøste os ved, at AARHUS UNITED endnu en gang har banens absolut bedste spiller, nemlig målmand, Louise Bak (#16). Hun står en sublim kamp med en redningsprocent på hele 41%. Dét er vi meget stolte af!
#LetsGetUnited #SantanderCup
Fotograf: Matti Kronborg