Af Astrid B. Dahl
3. januar 2024
Klik her og køb billetter til lokalbraget mod Skanderborg Håndbold
KAMPSPONSOR: Bio-Rent
Rigtig godt nytår til alle fra nær og fjern!
Om ganske få dage har vi fornøjelsen af at byde velkommen inden for i Djurslands Bank Arena til årets første hjemmekamp; og en ganske særlig én af slagsen.
Når kampen fløjtes i gang, er det nemlig et vaskeægte lokalopgør, som venter holdet og alle tilskuerne. Det er kvinderne fra Skanderborg Håndbold, der tager den meget korte tur til Aarhus C i kampen om de vigtige to point.
Med lokalbraget runder vi dermed også første spillerunde af, hvor vi netop har mødt alle de andre hold i Kvindeligaen.
Selvom Skanderborg Håndbold ligger på en 8. plads og UNITED på en 10. plads, er det kun et enkelt point, der skiller dem ad. Faktisk er stillingen i Kvindeligaen enormt tæt fra 7. pladsen og til 10. pladsen:
____
7. København Håndbold (12 point)
8. Skanderborg Håndbold (11 point)
9. Ringkøbing Håndbold (11 point)
10. AARHUS UNITED (10 point)
____
Vigtigheden af de to point er derfor ikke til at tage fejl af, og det bliver med garanti en rigtig spændende anden halvdel af sæsonen, vi har foran os.
Om de to x 30 min på fredag udtaler Cheftræner, Ole Jensen:
“Vi glæder os meget til at komme i gang igen efter en længere pause. Det bliver sidste kamp i første spillerunde; en første runde som vi egentlig har været rigtig godt tilfredse med. Dagens modstandere fra Skanderborg har ligeledes leveret flot, så jeg forventer en tæt og spændende kamp i Djurslands Bank Arena fredag aften. Vi har brugt pausen godt og glæder os bare til, at der igen kommer point på spil. Vi håber på god opbakning på lægterne, og jeg er sikker på, at UNITED pigerne vil give alt i lokalopgøret!”
Målet og ambitionen er stadig, at vi skal i slutspillet og være med til at spille de sjove kampe. For at komme i slutspillet kræver det, at vi som minimum ender på en 8. plads. Forberedelserne har heldigvis været i gang i et stykke tid, og når vi træder ind i Djurslands Bank Arena på fredag, bliver det med fuld speed, kæmpe kampgejst og viljen til at nå vores mål.
Vi ses inden for i Djurslands Bank Arena.
#LetsGetUnited
Foto: Matti Kronborg