AARHUS UNITED efter økonomisk sikring – investerer i trivselsmålinger og Early Warning
1. februar 2024
AARHUS UNITED Elitehåndbold ønsker at deltage i slutspillet hvert år og investerer derfor i et system, der måler trivslen i truppen.
Gennem Early Warning er det muligt at identificere og håndtere eventuel mistrivsel i tide, således at der proaktivt kan iværksættes tiltag for at styrke samarbejdet og trivslen blandt spillerne. Leverandøren af dette system er den århusianske forskningsvirksomhed, IPA Nordic.
Sportsdirektør, Bjarne Jakobsen, forklarer:
”Vi har oplevet situationer, hvor ledelsen har haft svært ved at måle trivslen konkret i truppen, hvilket har resulteret i, at truppens fulde potentiale ikke er blevet forløst. Bestyrelsen har ønsket at måle trivslen anonymt og implementere et system, der proaktivt kan reagere, hvis en spiller er på vej i mistrivsel. Derfor har vi set os om for at finde en løsning, der giver mening for os, og vi har fundet den her i Aarhus”.
Løsningen leveres af IPA Nordic, der blandt andet er kendt for at have udviklet de højst rangerede personlighedsanalyser i Skandinavien. Via en app bliver spillerne kontinuerligt bedt om at vurdere deres trivsel. Alle svar forbliver anonyme, og både truppen og ledelsen har løbende mulighed for at følge udviklingen.
Selvom alt naturligvis er anonymt, vil systemet automatisk opfange tendenser af mistrivsel og give besked til den pågældende spiller med råd og vejledning.
”Den nye indsats viser, at vi tager situationen alvorligt. Vi giver spillerne mulighed for at blomstre og bringe deres talent i spil der, hvor det virkelig er sjovt”, uddyber Sportsdirektør, Bjarne Jakobsen.
Steen Wæver Poulsen, direktør i IPA Nordic tilføjer:
“Størstedelen af vores kunder er danske og udenlandske små- og mellemstore virksomheder. Vi hjælper dem med at etablere og skabe det, vi betegner som værende ’En organisation i balance’, hvor engagerede medarbejdere kan være op til 18% mere produktive. Jeg tror på, at det for AARHUS UNITED kan resultere i en forbedring på 2-4 point i tabellen og derved sikre klubbens målsætning om deltagelse i slutspillet – og måske endda mere end det.”
For yderligere information:
AARHUS UNITED Elitehåndbold ApS
Sportsdirektør, Bjarne Jakobsen
+45 20482701, bjarne@aarhus-united.dk
IPA Nordic ApS
CEO, Steen Wæver Poulsen
+45 6025 9999, steen@ipanordic.com