Op til gårsdagens kamp i Forum Horsens havde mange på forhånd nok forventet en neglebidende og tæt affære, hvor afgørelsen først ville falde i kampens døende minutter.
Men et toptændt AARHUS UNITED-mandskab tog fra første dommerfløjt kontrollen over Santander Cuppens 1/8-delsfinale og kunne som bekendt trække sig sejrrigt ud med en sikker sejr på hele 19-30.
Som spiller og træner har man op til en ny sæson altid en forhåbning og tro på, at store præstationer og resultater kan ligge og vente forude, men at en toppræstation skulle leveres allerede i sæsonens første betydningsfulde kamp, kom meget bag på både spillere og trænere. Cheftræner Heine Eriksen forklarer:
”Vi er rigtig, rigtig stolte over den præstation, som vi leverede mod Horsens. Vi må også være ærlige at sige, at vi er meget overrasket over, at vi kan tage fra Horsens med en 11 måls sejr. I bund og grund synes jeg, at vi kontrollerer kampen fra første minut, og for mit vedkommende som træner blev det én af de kampe, hvor jeg følte mig overflødig: det skal forstås på den måde, at spillerne selv bare kørte showet. Spillerne gennemførte den gameplan, som vi havde lagt inden kampen, hvor jeg ikke rigtig skulle justere noget undervejs. Det handlede bare om at gentage den plan, som vi havde planlagt rent forsvars- og angrebsmæssigt, og min opgave blev egentlig bare at minde spillerne om, at de skulle holde fast i de ting, som de havde gang i,” forklarer en noget forbavset og naturligvis glad cheftræner, der gerne vil uddele en kæmpe ros til samtlige spillere – også mange af de nye ansigter fik rosende ord med på vejen:
”I sådan en kamp er det svært at fremhæve enkelte spillere, da virkelig mange gør det godt. Vores nye rutinerede keeper Sabine Englert får en virkelig god debut, hvor hun også bliver kåret til ’kampens spiller’ – jeg synes hun får rigtig god hjælp af et velspillende midterforsvar i form af Emma Mogensen og Katarina Berens, som dækker virkelig godt op. Egentlig gode debuter til alle debutanter: Malene Aambakk kommer ind i 2. halvleg og viser prøver på hendes styrker, Anna Wierzba gør de ting, som hun var blevet bedt om, Julie Redkjær scorer to gode mål fra fløjen og stregspiller Christina Hansen kommer ind og dækker godt op. Men det er klart: den præstation som Englert leverer sætter en tyk streg under, at vi i Aarhus United har to meget dygtigere målmænd med hende og Louise Bak Jensen,” afslutter han.
AARHUS UNITED-mandskabet kan nu i spænding vente på at se, hvilket mandskab der bliver trukket op af hatten som modstander i Santander Cuppens kvartfinaler.
Den kommende uge byder på ligasæsonens to første kampe, hvor holdet allerede på onsdag drager mod Ringkøbing for at jagte sæsonens to første point med kampstart kl. 19. På lørdag kan Stadionhallen endelig byde det aarhusianske håndboldpublikum tilbage til topklassehåndbold, når AARHUS UNITED skyder den nye sæson i gang på eget halgulv mod Randers HK – her er der kampstart kl. 15.30.
#LetsGetUnited #AARHUSUNITED