Hopper man over i nostalgiens tegn og tager et kig i historiebøgerne, så er der efterhånden tale om en sand håndboldklassiker i dansk kvindehåndbold, når AARHUS UNITED onsdag tørner sammen med Viborg HK hjemme i Stadionhallen.
Siden AARHUS UNITED for 6 sæsoner siden blev etableret, har Viborg HK faktisk været en klub, som man på mange leder og kanter har set op til. Sådan lyder vurderingen fra cheftræner Heine Eriksen, der siden AARHUS UNITEDS etablering vurderer Viborg til at have været en magtfaktor inden for både dansk og international håndbold.
Derfor er det også et aarhusiansk mandskab, der har stor respekt for onsdagens modstander fra domkirkebyen, men alligevel er målsætningen med opgøret ganske klar: jagten på aarhusianske ligapoint skal igangsættes:
”Det er altid med en stor spænding, når Viborg HK kommer på besøg i Stadionhallen. Dette også fordi, at vi igennem årene har haft tradition for at spille nogle tætte kampe med dem, hvor vi også har slået dem i Stadionhallen. Det har vi også et håb om, at vi kan gøre igen i den her sæson,” forklarer cheftræner Heine Eriksen, der de sidste par måneder har set et Viborg HK-hold komme i omdrejninger efter en noget døsig sæsonstart:
”Viborg kom lidt skævt i gang med sæsonen, men har fået rettet gevaldigt op på det, hvor de senest slog Ikast i ligaen. Det vidner om et hold, der er på rette vej. Når jeg ser på Viborg og deres spillere rent individuelt, så er det et hold, som jeg ser spille med om seminfinalepladserne senere på sæsonen.”
For AARHUS UNITED handler det om, at man skal ud og forsøge at fortsætte de gode takter, som man hidtil har set fra holdet igennem den igangværende sæson. For værterne handler det dog ikke kun om at være med; den klokkeklare ambition er 2 point:
”Vi har et håb og en tro på, at vi kan gå ud og hente 2 point. Omvendt er vi også klar over, at skal vi lykkedes med det, så skal mange ting gå op i en højere enhed. Vi skal i særdeleshed lykkedes med, hvordan vi får spillet forbi deres defensiv, ligesom vi skal få omsat vores chancer til mål,” afslutter cheftræneren.
Lige nu tegner det til, at AARHUS UNITED kan stille op i stærkeste opstilling mod Viborg HK.
Der er kampstart i Stadionhallen onsdag kl. 19.00.
#LetsGetUnited #AARHUSUNITED
Foto: Kim Haugaard