Så førte AARHUS UNITED komfortabelt med 8-3 efter kampens første 15 minutter… så kom Ringkøbing buldrende bagfra og var med 17 minutter igen pludselig foran med 4 mål….
Tirsdagens kamp i Stadionhallen var på mange måder en sjov størrelse, hvor de to duellanter i forskellige perioder af kampen stod for rigtig god håndbold for efterfølgende at levere en periode med bolde ud over sidelinjen og mange personlige fejl.
Men afslutningsvis kunne AARHUS UNITED altså kaste hænderne i vejret efter en meget vigtig sejr på 29-24 over Ringkøbing, der var nærmeste forfølger på den forkerte side af pladserne til slutspilsdeltagelse.
Er man en person, der er udrustet med sarte nerver, så kunne gårsdagens kamp i Stadionhallen godt have antændt nogle meget ubehagelige tilstande, men set med AARHUS UNITED-briller kunne man efter de 60 spilleminutter ånde lettet op. Den ellers normalt fattede cheftræner, Heine Eriksen, var da i kølvandet på kampen også slået en smule ud af kurs over dét, som han kunne se på banen, men to gode AARHUS UNITED-perioder var i sidste ende nok til at skrabe to vigtige point sammen til ligakontoen:
”Det var én af de her kampe, hvor man undervejs tænker: ’den kører vi sgu hjem den her’, hvor man kort efter står med en følelse af, at Ringkøbing pludselig hiver den hjem. Det bølger bare frem og tilbage, hvor Ringkøbing har sine gode perioder og vi har vores gode perioder. Jeg synes, at vi spiller rigtig, rigtig godt i to perioder af kampen, hvor det første kvarter og sidste kvarter bød på rigtig god håndbold. Omvendt synes jeg til gengæld, at vi i de resterende to perioder spiller virkelig…. dårligt. Der var kæmpe niveauforskel på vores forskellige perioder,” forklarer en lettet AARHUS UNITED-cheftræner, der prøver at forklare, hvorfor det så alligevel endte med aarhusiansk pointhøst til sidst:
”Af afgørende elementer er det selvfølgelig, at vi får vores kontrafase til at fungere hen mod afslutningen af 2. halvleg, hvilket vi laver en del mål på. Derudover får Sabine Englert også gang i redningerne og står et virkelig stærkt sidste kvarter. Jeg må også rose vores stregspiller Katarina Berens, der både defensivt og offensivt spiller en rigtig stor kamp, og bliver valgt til Kampens Spiller af vores fans,” afslutter han.
AARHUS UNITED kan nu nyde pointene fra den vigtige ”4-points kamp” i noget tid, da den planlagte kamp i næste runde ikke skal afvikles nu hvor Randers HK desværre for nyligt måtte konkursbegæres.
Derfor skal man som AARHUS UNITED-tilhænger vente til den onsdag den 25. januar, hvor der hjemme i Stadionhallen er mulighed for at revanchere sig mod Silkeborg Voel, der som bekendt snuppede Final4-pladsen foran de scubablå lige inden nytår.
#LetsGetUnited #AARHUSUNITED