AARHUS UNITED indledte søndag slutspillet hjemme mod Odense Håndbold, og selvom favoritværdigheden inden kampen lå hos de fynske ræve, så var det nok de færreste, der havde regnet med, at gæsterne ville vinde med 14 mål.
Fredag aften har AARHUS UNITED mulighed for oprejsning, når slutspillets anden kamp venter mod Nykøbing Falster.
Ligesom AARHUS UNITED indledte Nykøbing Falster også slutspillet med et nederlag til Viborg, der dog var af langt mere snæver karaktér, men vil AARHUS UNITED være med til at drille klassens store piger, så skal man formentlig til Nykøbing og hente slutspillets første point(s).
Den ambition har Heine Eriksen og tropperne da også, men skal glæden i spillerbussen hjemover løfte taget, så skal aarhusianerne være klar til at matche Nykøbing Falster på særligt ét område – cheftræneren forklarer:
”Da vi sidst mødte Nykøbing Falster i grundspillet, hev vi sejren hjem, hvilket giver os en ekstra tro på, at vi er i stand til at hente en sejr dernede, selvom vi udmærket ved, at det bliver en svær opgave. Men samtidig er det også en opgave, som vi glæder os til, da vi først og fremmest synes det er fedt at være en del af det her slutspil, ligesom det altid er fedt at spille nede i Nykøbing med god stemning. Mod Odense var vi hårdt ramt af skader, men den situation ser nu ud til at lysne. Vi har et begrundet håb om, at vi kan stille med et lidt stærkere hold fredag aften,” forklarer han, hvorefter han dykker ned i én af spillets facetter, som AARHUS UNITED skal være klar til at tackle:
”Noget af det vi har forberedt os på, er det tempo, som Nykøbing kommer med. Det skal vi være klar til at tackle, men det har vi også en idé om, at vi er i stand til. Det kan blive nøglen til AARHUS UNITED-sejr,” slutter Heine Eriksen.
Med to point retur i spillerbussen mod Aarhus sent fredag aften vil AARHUS UNITED have et rigtig godt udgangspunkt frem mod kampen mandag aften i Aarhus Arena, hvor Viborg HK venter.
Fredagens kamp fløjtes i gang kl. 19:00, og kan ses på TV2 Play. Du kan også følge med på livescore i Tophåndbold Appen, som næsten er et must for alle fans af håndbold. Husk at vælge AARHUS UNITED som hjerteklub.
Kom til kamp i Arenaen på mandag
Vores næste hjemmekamp er allerede på mandag, den 24. april, hvor Viborg HK kommer på besøg i Arenaen til et – med lidt god vilje – ægte lokalopgør om ære og vigtige slutspilspoint.
Kampstart mod Viborg HK er kl. 19:30.
Skal du være med i Arenaen, så finder du billetter til kampen her på hjemmesiden.
#LetsGetUnited #AARHUSUNITED