Jeppe Vestergaard skal stå i spidsen for AARHUS UNITED Elitehåndbold i de kommende sæsoner
30. januar 2024. Af Astrid B. Dahl
Det er med store forventninger, at AARHUS UNITED Elitehåndbold kan præsentere en ny cheftræner. Tidligere assistenttræner i AARHUS UNITED og nuværende cheftræner i Skanderborg Håndbold, Jeppe Vestergaard, overtager cheftrænerposten fra næste sæson (2024/2025). Aftalen mellem AARHUS UNITED og Jeppe Vestergaard gælder to sæsoner, men kan derudover forlænges yderligere en sæson.
Til hverdag bor Jeppe Vestergaard, der er opvokset på Mors, i Assentoft med sin familie. Sportsdirektør, Bjarne Jakobsen, udtrykker sin begejstring for aftalen med Jeppe Vestergaard:
“AARHUS UNITED har nu fundet sin kommende cheftræner i Jeppe Vestergaard. Det har været vigtigt i processen at finde en træner, der kan videreudvikle AARHUS UNITED, og det har Jeppe bevist, at han kan i sit nuværende job som cheftræner i Skanderborg Håndbold, hvor han virkelig har løftet kvindesiden. Jeppe er en yderst kompetent træner, der bl.a. lige har afsluttet sin MasterCoach, og samtidig har Jeppe de menneskelige værdier, som passer ind i AARHUS UNITED.”
På trods af sine ’kun’ 32 år, har Jeppe Vestergaard allerede en del trænererfaring. I de seneste fem år har han stået forrest for Skanderborg Håndbolds Ligakvinder. Senest – i denne sæson – har Jeppe Vestergaards ledelsesstil ført til, at Skanderborg Håndbold har udfordret flere af Kvindeligaens tophold. Dertil kommer, at han siden 2013 har støttet diverse cheftrænere i tillidsfulde assistenttrænerroller. Gennem tiden har Jeppe Vestergaard fundet frem til tre vigtige værdier i sit trænerarbejde:
“Det vigtigste for mig er ydmyghed, hårdt arbejde og respekt for hinanden. Det er nogle værdier, som jeg forventer, at mit hold efterlever. Det skal gerne afspejle den proces, vi arbejder med hver eneste dag.”
Der er ingen tvivl om, at det er en erfaren ligatræner med ledelsesmæssige kompetencer, som træder ind på UNITED-holdet efter sommerferien. Jeppe Vestergaard er uddannet lærer og efterfølgende kandidat på Aarhus Universitet med specialisering i ledelse og udvikling af organisationer, humane ressourcer, high performance kultur og teamudvikling.
Jeppe Vestergaard ser med glæde frem til den nye arbejdsopgave:
“Jeg glæder mig utroligt meget til at vende tilbage til Aarhusiansk håndbold, som jeg synes, besidder et enormt potentiale. Det er virkelig en håndboldby, hvor rigtig mange piger spiller håndbold, og netop det kombineret med en stor talentmasse gør, at jobbet er utroligt spændende. Jeg har de sidste fem sæsoner arbejdet meget med at udvikle og integrere talenter fra ungdom til liganiveau. Jeg håber, at vi i de næste sæsoner vil se flere unge spillere få ligadebut for AARHUS UNITED, samtidig med at vi lægger spillemæssige lag på det stærke hold, der er i dag.”
Vi i AARHUS UNITED ser meget frem til det kommende samarbejde med Jeppe Vestergaard.
#LetsGetUnited
Jeppe Vestergaard – trænerkarriere:
2019-2024: Cheftræner, Skanderborg Håndbold, Ligakvinder
2018-2019: Cheftræner, Hadsten Håndbold, 1. Division
2017-2018: Assistenttræner, AARHUS UNITED, Ligakvinder samt Cheftræner, U19 AARHUS UNITED
2015-2017: Assistenttræner, Randers HK, Ligakvinder
2013-2015: Assistenttræner, Skive FH, Ligakvinder samt Cheftræner, 2. Division kvinder
For yderligere information:
Sportsdirektør, Bjarne Jakobsen, tlf.: 20482701