AARHUS UNITED henter ny assistenttræner hos ligakonkurrent
Det bliver erfarne Ole B. Jensen, som i den kommende sæson skal assistere cheftræner Heine Eriksen på bænken og i det daglige arbejde i Aarhus United.
Ole B. Jensen, 47 år, kommer til AARHUS UNITED efter fire år som assistenttræner i Silkeborg-Voel KFUM, og erstatter Bo Rudgaard, der flytter til Seoul for at blive assisterende landstræner for Sydkoreas kvinder.
”Ole har stor erfaring med ligaen, og Heine og ham har tidligere arbejdet sammen i DHF-regi med stor succes. I Aarhus United kender vi endvidere Ole som en stærk og kompetent talentudvikler, og vi glæder os til samarbejdet med Ole,” siger Mads H. Winther, sportslig ansvarlig i AARHUS UNITED.
Ole B. Jensen, der er bosat i Aarhus, er netop tiltrådt en stilling som udviklingskonsulent i HEI/VRI, hvor han er sat i spidsen for en ambitiøs udviklingsplan for klubbernes ungdomsårgange på både drenge- og pigesiden. Nu får han som assistenttræner i Aarhus United endvidere mulighed for at arbejde med alle byens pigetalenter i ESAA-regi. Det betyder, at han stopper på ISI – Idrætsefterskolen i Ikast – efter 15 års virke.
”Det bliver virkelig en styrke for sammenhængskraften for talenterne i byen. Det ser vi meget frem til,” siger Mads H. Winther.
Netop kombinationen af et stærkt talentmiljø og et ligahold med unge spillere og stort potentiale tiltaler Ole B. Jensen.
”Jeg har et brændende ønske om at bidrage til udviklingen af håndbolden i Aarhus. Vi har en meget stor og interessant rugekasse af talenter samt nogle stærke klubmiljøer for såvel elite- og breddehåndbolden, og det glæder jeg mig virkelig til at blive en del af,” slutter Ole B. Jensen.